Tibetantales

Kennel Tibetantales – Opdræt af Tibetansk Terrier

Kennel Tibetantales - Opdræt af Tibetansk Terrier

Kennel Tibetantales – Opdræt af Tibetansk Terrier

af | apr 3, 2019

VORES HUNDE:

 Kennel Tibetantales – Opdræt af Tibetansk Terrier startede for godt 3 år siden, hvor vi fik den sødeste lille hvalp Shiva i huset. Hun besad alle de egenskaber vi ønskede vores hund skulle have. Det var især vigtigt for os, med en kærlig og tolerant hund, da der kommer mange børn i vores hjem. Shiva tilpassede sig hurtigt familien og elskede at være der hvor vi var. Et år senere fik vi Sala,  en rigtig lille personlighed, som også hurtigt faldt til i familien. Vi havde forinden vi besluttede os for en Tibetansk Terrier, sat os godt ind i racens historie, racebeskrivelse,  mentalitet, pelspleje osv. Vi så racen på udstillinger og talte med opdrættere.

 

OPRINDELSE:

 Den Tibetanske Terrier stammer fra Tibet, hvor den kan følges mere end to tusind år tilbage. Den Tibetanske Terrier har gennem tiden tilpasset sig de barske forhold i Tibet, hvor vinteren er kold og lang, og lyset skarpt på grund af landets højde. De har pels ned foran øjnene som beskyttelse mod sollyset og mod sne og støv. De har store fødder, så de står godt fast på ujævne klipper og ikke synker ned i dyb sne. Den Tibetanske Terrier blev brugt som vagt- og hyrdehund. Den blev også brugt som vagt- og selskabshund  for munkene på klostrene. Den Tibetanske Terrier bliver behandlet med stor respekt, og i Tibet omtales racen som “The Little People 

 

 MENTALITET:

 En Tibetansk Terrier er ikke en terrier, men en vagt- og hyrdehund. Den er en selskabshund og elsker at være sammen med sin familie. Den deltager gerne i familiens forskellige gøremål og er nem at have med på tur. Den er lærenem og hvis man har mod på forskellige former for træning, er den en fornøjelse at have med, da den er hurtig til at lære og huske nyt. Den er hengiven og overbærende. Den skal som de fleste andre hunde opdrages venligt og konsekvent. Den har et kærligt væsen, den har ” humoristisk sans”, den er tolerant overfor børn, den kan tænke selv, den har en sjælden evne til at tilpasse sig, og den fungerer let som et velintegreret familiemedlem.

 

 PELSPLEJE:

 En Tibetansk Terrier, der har en ren velplejet pels er en fryd for øjet. Det er ikke svært at holde pelsen, men det kræver grundig gennembørstning et par gange i ugen, eller hvordan det passer til hunden og jer. Det handler om at komme godt i gang med pelsplejen allerede mens hunden er hvalp. Væn gerne hvalpen til at komme op på bordet og blive børstet, og skab en hyggestund, hvor hvalpen stille og roligt lærer at acceptere, at børstning og soignering er en del af livet. Vi vasker vores hunde hver 14. dag. På denne måde sikre vi en ren pels, der er forholdsvis nem at holde.

 

 OPDRÆT:

Kennel Tibetantales – Opdræt af Tibetansk Terrier: At opdrætte et kuld hvalpe bringer stor glæde og tilfredshed i familien. Det er et tidskrævende arbejde at opfostre et hvalpekuld. Hele familien deltager i planlægningen både før, under og efter hvalpene er kommet og hvalpene passes til punkt og prikke. Vi lægger vægt på sunde og racetypiske hvalpe og venter gerne på det rigtige match. Vi sikre at vores hunde, der indgår i avl, er DNA testede, undersøgt for patelle luxation, HD frie og øjenundersøgt

 Fra fødslen og minimum de første tre uger skal hvalpene have absolut ro. Efter 3 uger ønsker vi kommende hvalpekøbere velkommen i vores hjem, så vi kan lære jer at kende og vi senere sammen kan beslutte hvilken hvalp, der passer bedst i lige præcis jeres familie. I er altid velkomne til at kontakte os for en snak. 

 Hvalpene er klar til at flytte hjemme fra når de er 8 uger gamle. Der medfølger en skriftlig aftale med alle hvalpe, samt naturligvis stamtavle og sundhedsbog. Hvalpene har fået første vaccination, er chipmærket og er registreret i hunderegisteret. De får et tøjdyr med, et lille tæppe, der dufter af mor og foder til de første dage, samt en lille mappe med informationer om pasning og pleje.

Tidlig stimulering – The Biocensor Program:

På opdrætteruddannelsen stiftede jeg bekendtskab med The Biocensor Program, som er udviklet i det amerikanske militær i 1960´erne.Jeg talte ligeledes med flere “gamle” opdrættere, som med stor succes benyttede programmet i deres opdræt.

Programmer består af små neurologiske øvelser, som hvalpen udsættes for fra den dag der er 3-16 dage. Det har vist sig at give hunden en bedre hjerterytme, stærkere hjerteslag, større stresstolerance, samt gøre dem mere modstandsdygtige overfor sygdomme.

I sin enkelthed går programmet ud på at lave 5 øvelser med hvalpene. De 5 øvelser skal udføres én gang om dagen i 3-5 sekunder pr. øvelse:

  1. Taktil stimulation – en vatpind føres mellem hvalpens tæer

     2.  Hvalpen holdes med hovedet opad

    3.   Hvalpen holdes med hovedet nedad

    4.   Hvalpen lægges på ryggen

    5.   Hvalpen lægges på en kold klud

Vi stimulerer vores hvalpe efter dette program og forventer, det vil have en gavnlig effekt på deres sundhed, immunforsvar, samt deres generelle trivsel.